Beklager, men jeg er simpelthen nødt til at starte med at tale om systemets arkitektur. Mere pædagogisk end motiverende, men det får resten til at give mere mening. Det kommer til at lyde lidt “I begyndelsen var ordet”-agtigt, for der er nogle elementer, inden vi når til at der sker noget spændende for dig: Brugeren.
I begyndelsen var teksten
Helt nederst ligger Linux-kernen, der sender instrukserne i systemet, leverer drivere – “aha, det her ligner et usb-tastatur, lad os give brugeren mulighed for at indtaste ting” – og så videre. Og der er nogle lidt højere instruktionssæt ovenpå, og der kører forskellige services, der for eksempel holder øje med netværk og forskellige system-events. Nu har man et system, der kører – i ren tekst, når man rører ved det. Det kan tage terminalkommandoer og rummer allerede en masse – den kan bruges som server eller router, for eksempel. Men den viser ingen vinduer, og det er ikke noget at klikke på – endnu.
Herefter lægger man den grafiske server på. Det er et lidt irriterende og uhåndterligt begreb i forhold til den almindelige forståelse af ordet. Man tænker nok mest på servere som noget, der 1) er til funktioner som webservere, email, gamlng og sådan, 2) kører på store vægge af forbundne computere og 3) findes et helt andet sted. Men her er det altså en tjeneste på computeren, der skal, nå ja, servere en brugerflade. Og det er her, vi skal til at vælge. Det er frihed til at vælge! Men også mange valgmuligheder.
Desktop environments & window managers
⟵ Pakker: Om at installere ting ~ Programmer: Flagskibe og lavere profiler ⟶